En udstykning ved Hartkornsvej.....Webmaster: Dines Bogø

Skippergården: Generelt ... Dines Bogø ... Sydamager: Generelt


I 1971-1972 blev jord fra mange gårde i Store Magleby udstykket. Det er nuværende Byplanområder 2 og 3 langs Hartkornsvej.

En udstykning ved Hartkornsvej - Dines Bogø
April 1972. Parceller er afstukket i marken og de første prøvegrunde er solgt af ejendomsmægler John Bülow. Man ser sydlængen til Karl Christensens gård (Ulspilsager 87) og helt ude i baggrunden de nu nedrevne længer til Lundegården (Lundeager 28). (Foto: Dines Bogø).

Områderne blev udlagt til blandet bebyggelse med parcelhuse, etageejendomme, butikscenter, skole, fællesarealer, fordelingsvej, stamveje og boligveje.

En udstykning ved Hartkornsvej - Dines Bogø
I december 1972 var arbejde med tunnelanlæg til skolestier under Hartkornsvej ikke færdige. Det bevirkede, at man ikke kunne køre ad Hartkornsvej, men måtte benytte flere stumper af en tysk rullebane, som tilkørselsvej til Lundeager og Ulspilsager/Rytterager. Personbiler kunne dog også få lov til at benytte Skippervænget. Skiltet stod på Englandsvej ved nuv. Kræmmergård. (Foto: Dines Bogø)

Store Maglebys borgmester Albert C. Svendsen var med til at navngive veje, der gerne skulle henvise til landbrug og Nederlandene.

En af de første grundejerforeninger, der blev stiftet i området, var "Skippergården" med vejene Ulspilsager og Rytterager.

En udstykning ved Hartkornsvej - Dines Bogø
Efter et prøvesalg (via ejd. mægler John Bülow, Dragør) af 10 grunde i den nordvestlige del af Ulspilsager, blev de øvrige ca. 70 grunde på vejen sat til salg. Lundevej 98, der omtales i annoncen er nuv. Ulspilsager 87.

En udstykning ved Hartkornsvej - Dines Bogø
3. august 1972. Store Magleby kommune orienterer i Dragør Nyt om udstykningerne.

I Vængekvarteret hed de nye "Dem oppe på marken" og man kiggede i Vængerne med lidt betænkelighed på "motorvejen", der blev anlagt på nordsiden af Vængekvarteret.

Halvdelen af Hartkornsvej blev betalt af tilflytterne og den anden halvdel af Store Magleby kommune. Vejen skulle være fordelingsvej for de nye områder og dele af Vængekvarteret.



Skippergården


På Rytterager lå Marchen og Gunnar Balslev Clausens gård og på Ulspilsager lå Emma og Karl Christensens gård.

Ingen af gårdene havde navne. I 1973 flyttede en maritim brevskole ind i gården på Rytterager 100-104. Firmanavnet var "Skippergården". I dag (2018) er det Thailandsk Tempel.

Navnet Skippergården blev brugt, da grundejerforeningen med over 150 parceller blev dannet den 7. december 1973.

Få måneder efter flyttede hele området fra 2792 Store Magleby til 2791 Dragør og to kommuner blev sammenbragt under en del bryderier før og efter 1. april 1974.

En udstykning ved Hartkornsvej - Dines Bogø
1973. Rytterager og Ulspilsager. Øverst parcelforeningen Maglebylund. Øverst skimtes "Den kvarte Lagkage", der i dag hedder Jægergården.

Hartkornsvej eksisterede ikke dengang mellem Rytterager og Møllevej, da man afventede, at området "Byplan 6" vest for Rytterager kom i byzone. De kommende nybyggere skulle så betale for halvdelen af det manglende vejstykke.

Skiftede kommunalbestyrelser forsøgte, at få området "Byplan 6" flyttet ud af den definerede flystøjzone. I nyere tid har det været på tale at opføre en tennishal på dele af området.

En udstykning ved Hartkornsvej - Dines Bogø
Maj 1945. En af de tre hangarer Luftwaffe opførte langs rullebanen. Nuværende (2018) "Hestepension Kastaniegården" på Rytterager 1. To stk. JU 88A fra FlugzeugFührerSchulen B 34, Flughafen Kopenhagen, ses på nordsiden af hangaren. Se også tidligere artikel om Ridehallen på Rytterager 1. (Foto: Poul Petersen).

I områderne langs Hartkornsvej lå rester af en tysk rullevej fra 1943-45. Alle synlige spor er fjernet, men graver man dybt nok støder man på fundamentet til rullebanen, der blev lavet, så det kunne holde i "1000 års riget", som gæsterne sydfra 1940-45 kaldte deres land og besatte områder.

En udstykning ved Hartkornsvej - Dines Bogø
Luftwaffe anlagde en 8 km lang rullebane syd om Store Magleby. I baggrunden ses Lundegården og fotograf har i 1944 stået på nuv. Ulspilsager 58.

Hækkene og træerne er blevet lidt højere. Der er indlagt kabel-tv og gas. Alle har fået lovbestemte postkasser i skel (som vi sikkert snart kan nedtage).

Nye i udstykningen og besøgende spørger om det underlige vejnavn "Ulspilsager".

Som med turistguider. Der er den underholdende version om vejnavnet og så den rigtige, men det er jo en hel anden historie.

En udstykning ved Hartkornsvej - Dines Bogø
Maj 1954. På sydsiden af Lundestien ligger fra venstre: Lundely, Balslev Clausen og Karl Christensens gårde samt Lundegården. I krydset Lundestien/Lundegårdsstien ligger et mindre hus "Lundehuset", hvor gartner Poul Hoe Larsen (1917-2016) fra Tritoma blev født. Markerne er gennemskåret af den tyske rullebane og syd for lunden ser man nordlige del af Hollændervænget og Lundegårds Strandvej. (Geodætisk Institut).